Hvordan forholder man sige lige til folks kommentarer?
I starten gik jeg i trods med bare arme, for at vise jeg var ligegald hvad folk tænkte....og det var jeg vel også til en vis grad....men jeg troede godt jeg kunne være ligeglad og stå fast på at jeg sgu er mig, og sådan ser jeg altså ud.....!
Men så begyndte folk at kommentere det.....og pludselig blev det meget skamfuldt???......
Jeg begyndte alligevel at gå med lange ærmer igen......og har gjort det i maaange år efterhånden.
Men pointen er, at jeg gerne VIL være LIGEGLAD med hvad andre folk tænker, eller at de glor eller spørger til det......min behandler begyndte også at spørge ind til det, og det var pludselig ufatteligt skamfuldt, selv at hun sku se det.....som om hun kunne læse mig i sårene..... ?
Måske troede jeg at hun kunne tyde følelserne bag flængerne.....og pludselig var det så skamfuldt at jeg følte mig blottet, overrumplet og bare havde lyst til at forsvinde ned i gulvet under mig..
Så status quo er, at jeg stadig går med lange ærmer....men sommeren nærmer sig, og nogen gange kunne jeg godt tænke mig at jeg kunne tage en flot top på eller en ærmeløs kjole og bare se chick ud.....sådan styr på det hele agtigt.
Men det er jo så bare slet ikke det jeg vil udtstråle med mine ar.......Åh hvor er det svært altså!
Hvad gør i andre der kæmper med det samme?
Da jeg stoppede med at skade mig selv, begyndte jeg at kunne gå i korte ærmer om sommeren, efter de værste ar var begyndt at falme i stedet for den der lilla farve, de kan have. Min familie vidste, at det var sådan, mine arme så ud, og mine veninder vidste det også. Så længe jeg var stoppet og der ikke kom nye ar til, havde jeg ikke noget, jeg behøvede at skjule. Men når jeg mødte nye mennesker, og de fandt på at spørge ind eller kommentere, så fandt jeg det stadig frygteligt skamfuldt og pinligt. Det kunne jeg slet ikke rumme.
SvarSletJeg holdt i to år, og så faldt jeg i igen. Nu er det ikke ret tit, jeg tyr til selvskade, men der er alligevel kommet flere ar, end der har været sidst min familie har set mine arme. Og det gør mig nervøs igen og skamfuld. Jeg ønsker virkelig ikke nogen kommentarer.. Min selvskade har aldrig været noget, der er blevet snakket højt om, og sådan vil jeg helst have, at det skal blive ved med at være. Det hjælper dig nok ikke så meget, der er jo ingen gode råd i det, jeg skriver. Men i det mindste er du i hvert fald ikke alene! <3
Tak søde krokodulle <3 Det er rart at vide andre kan genkende hvordan det er. For man vil nemlig helst ikke at folk skal give det opmærksomhed.... Jeg har heller ikke skåret i nogle måneder, (det er meget i perioder) og de værste er begyndt at falme...så måske det er derfor jeg begynder at få lyst til at gå med bare arme igen...
Slet<3
Nej, præcis! Dejligt, at du er inde i en periode, hvor du kan holde dig fra det. Jeg synes, du skal følge din lyst og gå lidt med korte ærmer. Måske kan det også være motiverende i forhold til at fortsætte den gode vane med at lade være at skære i dig selv :-))
SletKnus <3
ja det har du faktisk virkelig ret i :) det vil jeg prøve <3 go ide!! tak <3
SletDenne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSlet